Jeg stod og smurte madpakke til min datter, og var så svimmel, at jeg ikke kunne stå op uden, at holde fast ved bordkanten. Jeg tænkte, at jeg havde fået en virus på balancenerven. Min læge havde ferie, så jeg kom ind til en sød lægepraktikant, og hun bad mig om at køre hjem og slappe af! Nogle timer efter ringer hun til mig, og bad mig om at køre på skadestuen, hvor jeg hurtigt blev skannet og sendt til OUH. Jeg havde fået en hjerneblødning.
Efter otte dage på afdeling N havde jeg det bedre, og vi skulle til møde hos overlægen. Han fortalte, at blødningen var stor og vævet var skadet og tilbød mig operationen. Jeg havde undersøgt lidt om sådan en operation. Mit baghoved skulle skæres op fra toppen og ned i nakken og en firkant hjerneskal skulle saves ud, der aldrig ville kunne gro sammen igen. Lægen og min kæreste tabte kæben da jeg takkede nej. Der var ikke andet de kunne gøre for mig nu, og jeg blev udskrevet.
Nogle dage senere ringede overlægen og tilbød at han ville sætte det ’bedste hold’, hvis jeg satte en dato der passede. Jeg var overrasket over hans opkald, og beæret over, at han tilbød mig medindflydelse. Jeg sagde ja tak, fordi jeg nu havde fået 6 uger til at blive klar til operation.
Mit arbejde havde ikke været forgæves
De næste uger brugte jeg kun på at forberede mig til operationen, med kost, motion, mentaltræning og meditation. Jeg tilstræbte en så mindfuld indstilling som muligt og mærkede hurtigt en ro.
Da jeg blev kørt ned på operationsstuen var jeg klar og rolig. Mit arbejde havde ikke været forgæves. Operationen gik godt og både psykisk og fysisk helede jeg uden nogen som helst komplikationer.
Jeg kan ikke vide, hvordan det var gået, hvis jeg var blevet opereret uden fysisk og mental forberedelse, men jeg er taknemmelig for, at overlægen anerkendte mit behov.
Ikke alle er så priviligerede, at få tid til forberedelse, og mange tænker slet ikke over, at det er vigtigt. Jeg mener ikke man skal takke nej til en operation, jeg mener man skal mærke efter. Beslutningen var den rigtige for mig, og jeg kan i dag sige, at det var en af mine største præstationer, at gøre min krop og psyke klar til dette.
Efter denne oplevelse, spirede drømmen om at skabe et sted for mere fysisk og mental sundhed, og nu er det sted rigtig godt på vej. Stedet hedder HelhedsHUSET og ligger i Bregninge. En af de ting jeg glæder mig over i HUSET, er at samarbejde med andre dygtige behandlere, og lave forskellige tiltag, hvor vi sammensætter det bedste fra hver behandler f.eks. omkring stress eller vægttab.
<3 Susanne